GÃ¥ til indhold

Om DRH

DRH støtter øget genanvendelse og koordinerer derfor F&U projekter indenfor genanvendelse af restprodukter fra affaldsenergianlæggene.

DRH's historie

I 1993 opfordrede miljømyndighederne de danske forbrændingsanlæg til at finde en løsning m.h.t. røggasrensningsprodukter fra affaldsforbrænding.

Dansk RestproduktHåndtering A.m.b.a. (DRH) blev i slutningen af 1993 stiftet af en række danske affaldsforbrændingsanlæg med det formål at behandle, nyttiggøre eller bortskaffe de restprodukter, som opsamles ved rensning af den røggas, der udvikles ved affaldsforbrænding. Restprodukterne er klassificeret som farligt affald og må ikke deponeres ubehandlet i Danmark. Ifølge den nationale affaldsplan var det bestemt, at restprodukterne, efter forudgående behandling, skulle bortskaffes ved deponering i Danmark. DRH’s opgave var i den forbindelse at udvikle en behandlingsmetode.

Forsøg med restprodukter

Tilbage i 1997 udførte DRH de første omfattende forsøg med restprodukterne. Den største succes opnåedes ved en metode, hvor produkterne først vaskes med vand og herefter stabiliseres med kuldioxid. CO2-metoden viste sig at give overordentligt gode resultater. Test af udvaskningsegenskaberne for de stabiliserede restprodukter viste, at produkterne er så stabile, at der stort set ikke bliver udvasket miljøkritiske stoffer. Dette er en forudsætning for, at produkterne kan deponeres uden risiko for miljøet. Udvikling af metoder til stabilisering var en kompliceret proces og var mange år undervejs, men CO2-stabiliseringsprojektet blev gennemført med succes og DRH’s koncept ligger klar til implementering.

Imidlertid har de politiske udmeldinger ikke været stabile og forudsætningerne for at etablere behandlingsanlæg har været usikre. Derfor har DRH valgt at fortsætte med at eksportere restprodukterne til Norge og Tyskland, hvor de nyttiggøres eller bortskaffes på forsvarlig vis. Tæt på 100% af restprodukterne sendes til nyttiggørelsesanlæg, som anvender restprodukterne til dels syreneutralisation i et udtjent kalkbrud i Norge og dels som fyldmateriale i saltminer i Tyskland, som skal opfyldes for at undgå sammenstyrtninger. Dette sparer på naturens jomfruelige ressourcer.