DRH varetager de administrative opgaver i forbindelse med eksport af røggasrensningsprodukter til videreudnyttelse, nyttiggørelse eller bortskaffelse på vegne af en række danske affaldsenergianlæg og industrien. DRH støtter øget genanvendelse og koordinerer derfor F&U projekter indenfor genanvendelse af restprodukter fra affaldsenergianlæggene.
I Danmark forbrændes det ikke genanvendelige affald fra husholdningsaffald og tilsvarende affald fra erhvervsvirksomheder på affaldsenergianlæg.
Ved affaldsforbrændingen udvikles betydelige mængder energi, der nyttiggøres i den danske el- og varmeforsyning.
Alle danske affaldsenergianlæg er pligtige til at rense deres skorstensrøg for at skåne miljøet for uønskede stoffer som: støv, sure gasser, tungmetaller og dioxiner.
Stort set alle danske affaldsenergianlæg deltager i et fælles udviklingsprojekt rettet mod reduktion i restproduktmængder og genanvendelse/nyttiggørelse af stoffer i restprodukterne.