Når affaldet er brændt, og varmeenergien er taget ud af røgen, ledes denne gennem et elektrofilter/posefilter, som fjerner de fleste af de tungmetalholdige støvpartikler, der er i røgen. Dette askelignende produkt kaldes flyveaske.
Filterkage
Når flyveasken er fjernet i elektrofiltret/posefiltret, vaskes røgen i en såkaldt skrubber med vand, der absorberer de sure gasser - bl.a. HCl og HF - samt de luftformige metaller i røgen. Vandet føres til et rensningsanlæg, hvor metallerne udfældes ved hjælp af kemikalier. Herved opstår spildevandsslam, som presses i en såkaldt kammerfilterpresse. Det afvandede produkt – filterkage - har konsistens som vådt ler og indeholder en forholdsvis stor mængde tungmetaller.
Gips
Røggassen renses efterfølgende for SO2 i en separat vådskrubber. Restproduktet fra denne proces består hovedsageligt af gips.